Mette lavede batik, købte gamle livs stykker op i Sverige, farvede dem og malede på dem, hvilket hun så også lærte mig. Jeg selv havde også syet en del, til Beet O Soul, der engang lå i Lars Bjørn Stræde

En dag tog Mette mig med til et møde i Elverhøj, der sad nogle kreative piger der lavede alt muligt, de spurgte om jeg havde noget jeg kunne vise frem, men var slet ikke forberedt på dette spørgsmål, så jeg havde kun mig selv at vise frem i det jeg stod og gik i, men jeg blev accepteret og var så med.

Det hele forgik på den måde, at man lavede sine ting hjemme, hængte op i butikken, og så fik man pengene når det var solgt. Alle havde hver sin bog det blev skrevet ned i, så man kunne se hvad der blev solgt. Jeg fik ikke lavet så meget i starten, fordi jeg så kom på en længere rejse.

Men da jeg vendte hjem og på det tidspunkt var alene med to børn, fik jeg gang i det, nu skulle der tjenes penge. Jeg havde som 15 årig været ansat på B&G som porcelænsmaler, og kunne altid vende tilbage, det har jeg gjort 4 gange, vær gang jeg havde været væk, stod der en åben plads til mig. Der var så blevet indført deltid, det benyttede jeg mig af, på den måde, B&G gav mig penge til de faste udgifter, og Elverhøj til smør på brødet.

Hele huset blev lavet om til en systue, det flød med stoffer og sytråd over det hele. På et tidspunkt købte jeg en strikkemaskine, det var der andre der havde gjort, det ville jeg prøve. Jeg hæklede også store tæpper om aftenen foran TV.

I Elverhøj var der kommet flere og flere til, og det var blevet populært at købe tøj i vores butik. Der var et kollektiv på Langeland, der havde fundet den fidus, at købe gamle olmerdugs dyner op vaske dem, og syede jakker og bukser ud af det, det fik vi ret meget reklame på. Selv de fine damer fra nord Sjælland var begyndt at handle i vores butik.

Jeg mener at vi på et tidspunkt var over 25 medlemmer, der leverede til butikken. Det var lige fra vævning, keramik, strik og silketryk o.s.v. Flere af pigerne var uddannet fra kunsthåndværker skolen og kendte hinanden derfra. Vi holdt fællesmøder jeg tror en gang hver 3. mdr. hvor man så også lavede passeliste.

Man passede den en uge to af gangen. Engang imellem gik møderne på højt plan, og man kunne blive uenige om alt muligt. Vi havde ventelister på alle dem som nu gerne ville være med i butikken, at jeg mener der så blev åbnet nye butikker efter vores model, Klostergården, Hekseringen, Tusind Sind. Så var der nogen der tog med over i de nye butikker, og fik dem kørt op, nogen blev så i den nye, andre kom tilbage.

Når noget solgte godt, gik der lidt samlebånd i den, og man knoklede derudaf. Yvonne havde fået sig en lejlighed oven over butikken som vicevært, og en dag kom hun og fortalte at vi nu kunne få loftet som værksted. Den kom jeg så med i. Vi var Yvonne Erbs, Anne Hedegaard, Lene Kløvedal Mariann Pedersen og mig, der deltes om dette værksted.

Vi havde tit vores børn med på værkstedet, eller de kom der, når de havde fri fra skole, vi synes virkelig vi havde indrettet os godt.

Hvis en var bagud med sine bestillinger, kunne man træde til, og sy for hinanden. Det var en herlig tid, engang sov jeg på værkstedet sammen med børnene, rullet ind i stof fordi jeg havde så travlt, at jeg ikke havde tid til at gå hjem.

Butikken blev et samlingspunkt for os, hvor vi hver især inspirerede hinanden, og alle var i gang med noget. Her mange år efter butikken lukkede, mødes nogen af os en gang om året, vi har det til fælles, selv om vi nu er blevet bedstemødre, kender vi hinandens historier, at alle stadig er meget kreative. Kreativiteten er der ikke nogen der kan tage fra os, så hurra for den.

Hver gang vi mødes, snakker vi om hvor heldige vi var og er, og at vi stadig kan bruge hinanden til noget. Selv om vi ikke har set hinanden i mange år, og støder sammen i andre sammenhæng, føler vi stadig at hænge sammen fra den tid. Det har været en epoke gørende tid for os, og jeg tænker så tit på de unge i dag, der skal alt muligt bogligt igennem, for at føle sig gode nok til denne verden, hvor svært det må være.

Mange af os fra dengang, havde nok ikke klaret den så godt som vi gjorde, hvis tiden havde slået os oven i hovedet med regler og paragraffer, om hvad man må og ikke må. Vi var heldige, og ville så gerne vi kunne give dette held videre til de unge, som står så fantasiløse tilbage i denne tid, hvor arbejdsløsheden hærger den ganske verden.

Slip fantasien løs, den kan ingen tage fra en, det kan godt være man ikke tjener så mange penge, men man kan godt få et godt liv alligevel, uden at miste sin værdighed, og det kan ikke købes for penge, heller ikke samværd.