lene

Lene Kløvedal

Her er lidt om mig og og Elverhøj. Når jeg tænker på, hvor meget der er sket og hvor mange mennesker det handler om, er dette et fattigt forsøg og jeg har slet ikke nævnt det hyggelige lokalmiljø lige ved siden af den travle Købmagergade, som vi blev en del af: Musik og Lys, solskinnet, Knud der fik kaffe ude på trappen, Retzinaen fra vinhandleren, Pladesmeden, Berninafamilien, Blæns, advokat Søren Poll, Henrik Kampmanns blomsterhandel og gadens unger. - Og jeg kan slet ikke overkomme at nævne alle de mennesker, der har deltaget i butikken og hvordan det siden er gået.

Firmaet Chr. P. Hansens ejendom strakte sig mellem Købmagergade og Peder Hvidtfeltsstræde med et butikslokale mod begge gader. Butikken i Købmagergade handlede med kaffe, te og krydderier. Forretningen i Peder Hvidtfeltsstræde, som var et stort lyst lokale, var udlejet til kunsthåndværkerparret Bent Jørgensen og Bente Egedorf, der ønskede kollektiv deltagelse omkring butikken.

Bent var keramiker og Bente var væver. De kendte Anne Hedegaard og Stefan Rink som kendte Nils Kløvedal som kendte Karen Grue og mig (Lene Kløvedal). I marts 1971 mødtes vi i butikken og aftalte at deles om husleje og pasning, at vi hver især førte vores momsregnskaber og at vi selv skulle producere de ting vi solgte gennem butikken. Sådan omtrent startede Elverhøj.

I begyndelsen sad Bente ved sin væv i midten af lokalet og lavede smukke kunstvæverier, mens Karen på sin egen og Lene på sin lånte symaskine sad i hver sin ende og syede og broderede den ene ting efter den anden. En gang imellem kom Bent balancerende hen ad gaden fra sit værksted med sin keramik på lange brædder og andre gange kom Anne og Stefan ind med de ting de havde lavet nede på Stevns. Nils nøjedes med at deltage med sit initiativ.

Der gik ikke lang tid før folk kom ind fra gaden og spurgte om de måtte være med i projektet. En af dem var Helle Frederiksen og allerede i juni måned flyttede hun sammen med Anne og Stefan, Nils og Lene medsamt vores børn ned til Prydsgården på Langeland, hvad vi følte vi sagtens kunne gøre, nu vi havde en forretning i ryggen. Det første jeg gjorde, da vi kom derned, var da også at tage symaskinen frem og lave en bestilling. På et tidspunkt lavede vi med bistand af Mette Aarre scenografi og kostumer til Ebbe Kløvedals og Eivind Larsens "til kamp mod dødbideriet". Det store billedtæppe med scener fra den nordiske mytologi eksisterer endnu og er ophængt i Bøstrup på Langeland, hvor de efter sigende passer godt på det.

I de første par år lavede vi udelukkende unikke ting.Da vi senere oprettede Dageløkke Systue på Skrækkenborg, det andet sted vi havde på Langeland, designede vi, foruden de unikke ting, modeller, som vi producerede flere af. Mine vigtigste designs var dynejakkerne, gravidbukserne og russerfrakkerne. Dynejakkerne fik navnet fordi de var lavet af dynebolster, som vi fik fra en lokal, der købte dyner på gårdene og solgte fjerene, men tidligere havde kasseret stoffet. Både navnet og jakkerne kom længe før det produkt, der senere og stadigvæk kaldes dynejakker, selv om betegnelsen med god ret må siges at dække begge produkter. Gravidbukserne var et par overalls med mave og modvægt mod de løse gevandter der dengang var almindeligt brugt til at skjule den helt normale tilstand og endelig var russerfrakkerne en rummelig frakkemodel, der blev syet af fløjl, som kom fra Rusland. Deraf navnet.

Systuen på Skrækkenborg havde iøvrigt tidligere været keramikværksted for Rigmor Als Jørgensen, der også var Elverhøjmedlem. Og Keramikeren Mette Hedegaard og kunstmaleren Jeff Ibbo, ligeledes Elverhøjmedlemmer, arbejdede der også i en længere periode.

Der kom flere og flere mennesker som gerne ville være med og da vi ikke havde plads til flere, fandt Bent en forretning i Klostergården. Store lokaler, som før havde været en silkehandel. I begyndelsen var det sådan, at alle kunne sælge ting i begge butikker, men efter et stykke tid blev det for besværligt og det blev til to selvstændige forretninger med hver sin gruppe deltagere. Senere kunne der etableres endnu en gruppe af folk, som stod på den venteliste vi blev nødt til at oprette. De dannede Hekseringen, som eksisterer endnu.

Jeg flyttede fra langeland i foråret 1977 og den følgende sommer brugte jeg sammen med Yvonne, Maja og Lone på at indrette syværksted i det gamle kafferisteri oven over butikken. Jeg købte en flaske champagne fordi jeg havde fået penge fra kunstfonden og fik samtidig råd til at bruge tid på at indrette værksted. Troels Kløvedal kom og lavede elektriciteten.

Lone flyttede ret hurtigt til et andet værksted og så trådte Mistin til i stedet. Vi syede og vi syede. Diskuterede verdenssituationen, lavede gymnastik til radioen, hørte jørn Hjorting og hyggede os. Fandt hele tiden på noget nyt og lavede ind imellem fælles projekter: For hele butikken husker jeg især billedtæppeudstillingen, Langelandsseminaret, og fastelavnstøjet. Sammen med de andre kollektivbutikker bidrog vi til udstillingen "Tøj Legetøj" og mannequinopvisningen i saltlageret (aldrig før havde jeg set så lang en kø hen ad gaden). Oppe på værkstedet lavede vi udstillingen "Tamt Vildt" og senere udgav Yvonne og jeg vores digte på silkekjoler. Nogle år senere nedlagde vi værkstedet og meldte os ud af butikken fordi vi bevægede os videre til andre projekter og værksteder, og Anne Hedegaard overtog lokalerne som bolig. Det var en dejlig tid.

På et tidspunkt var vi 27 medlemmer i Elverhøj. Det betød, at vi var mange til at passe og til at betale udgifterne, som efter oliekrisen var steget betragteligt. Ordningen var, at vi passede butik to og to og en uge ad gangen. Om lørdagen skulle der gøres rent og regnskabet gøres op og passe på øre. Sådan en turnus varede tre måneder, hvorfor vi holdt butiksmøde hver tredie måned. Her aftalte vi passeuger, vedligeholdelse, forandringer og hvad der ellers kunne opstå. Men 27 mennesker er mange når der skal træffes beslutninger, man ikke på forhånd er enige om. I flere år havde vi ingen telefon i butikken men på et tidspunkt blev det foreslået, at vi skulle anskaffe en. Det var der delte meninger om og det blev foreslået at gribe til afstemning.

Da det var vores sædvane at komme frem til vores beslutninger gennem enighed og ikke gennem flertalsafstemninger valgte vi at lade ordet gå rundt om bordet så længe nogen havde nogen argumenter, noget at tilføje eller havde ændret holdning. Vi opnåede enighed om at få en rød telefon. Sådan var Elverhøj også.

Efter godt ti fantastiske år i Elverhøj begyndte jeg at lave andre ting. Tak for alt til jer allesammen fra Lene