I løbet af efteråret 1970 mødtes Lene og jeg og snakkede om, at vi gerne ville have en butik, hvor vi kunne sælge det tøj, vi syede. Lene havde dengang allerede Frans, og jeg ville gerne have børn og forestillede mig, at det ville være godt på den måde, for så kunne vi arbejde og have vores børn samtidig.

Men jeg husker tydeligt, at Lene kom forbi i min lille butik i Korsgade. Det var en gammel nedlagt kaffeforretning, og Hogler, min kæreste, og jeg brugte den både som bolig, værksted og forretning.

Pludselig var der en mulighed hos Bent og Bente i Peter Hvidtfeltstræde.

Jeg mener helt bestemt, at vores snak om, hvordan vi skulle organisere os i butikken tog et kvarter.

Det med at skiftes til at passe den, betale det samme kontingent, uanset, hvor meget, man solgte (det var 80 kr.)

Og så kunne man komme med alle de ting, man ville sælge. Èns navn skulle så stå på varen, så butikspasseren kunne lægge pengene i rette bog. Det var en række grå plasticbøger, som Bent senere købte.

I de første måneder var Lene og jeg hver dag i butikken og syede i hver sin ende af lokalet. Bent kom dagligt med sine krus og kander, som skulle sælges, og Bente vævede på sin skønne væv, som stod i butikken.

Rundt om det store runde bord sad vi og snakkede og drak the. Undertiden tror jeg, at kunderne følte sig lidt tilovers, men mange satte sig også og snakken gik. Det blev et samlingssted i byen.

I løbet af foråret blev jeg kæreste med Dan, og han kom ind i butikken og Bente var så sød at låne ham sin væv, og hjælpe med at sætte den op.

Jeg havde været i lære som væver og havde også gået på Kunsthåndværkerskolen. 
En dag kom Buksesnedkeren ind i butikken og spurgte, om vi ikke kunne væve kludetæpper af de strimler, som blev tilovers, når hans mange fløjlsbukser blev klippet. Det kunne vi vældigt godt. I løbet af sommeren flyttede vi ned på Lolland og dannede et kollektiv på Poulstrup, en nedlagt gård. Jeg fik fat i en del væve og fik alle i kollektivet til at væve løs. Det levede vi faktisk af. Jeg syede stadig. Og Manon, som også boede i kollektivet, kom i gang med at sy.

Senere flyttede vi til Jungshovedgård. Og jeg flyttede derfra til Christiania og ind i Tulipanhuset, hvor billedet af mig på væven er taget.

Da Bent fandt Klostergården, besluttede vi, at Bent og jeg ville gå med i den, for at gøre det nemmere at starte den op. Jeg tror, vi var omkring 40 medlemmer.

Arbejdet i Klostergården gjorde det muligt for mig samtidig at være meget aktiv i Solvognen. Det blev en travl og dejlig tid for mig. I 977 tog jeg barselsorlov og i 79 vendte jeg tilbage til Peter Hvidtfeltstræde, hvor jeg tror, jeg blev til omkring 84. Jeg havde samtidig en del teaterarbejde. I 84 gik jeg i gang med at uddanne mig som terapeut. Og det har jeg arbejdet med siden.

Jeg tænker altid tilbage til tiden som unik.
Tænk, at vi kunne gøre det, og at vi havde så meget godt sammen.
Det er jeg meget taknemmelig for i dag. Dengang kunne jeg ikke se, at det var helt særligt. Man tog jo bare tingene for givet.

Så tak alle sammen for, at vi var sammen og at vi skabte alt dét.