I 1978 stod jeg midt i en opslidende skilsmisse, havde et barn på 4 år og højgravid med det næste.

Jeg vidste at jeg skulle i gang med nogle svære beslutninger men samtidig var der plads til alle mulige drømme, for fremtiden lå fuldstændig åben.

En nat drømte jeg at jeg var med i en stor pulserende gruppe af kunsthåndværkere, vi havde et kæmpe værksted ude på Christianshavn oppe under taget.....monsterstort med tykke bjælker og masser af trykborde, arbejdsborde og væve.

Da jeg vågnede næste morgen var det med en stærk følelse af at netop det var min drøm om fremtiden. Jeg havde jo gået på Kunsthåndværkerskolen (på først mode så tekstil linien)så interiøret i drømmen var jo ikke ligefrem fremmed for mig.

2 år senere havde jeg fået orden på mit privatliv og fundet frem til kollektivbutikken i Peder Hvidtfeldt stræde. Jeg husker ikke hvordan, jeg tror jeg fandt frem til den selv, men jeg husker at jeg gik ind i butikken og spurgte hvad jeg skulle gøre for at komme med i det her spændende butiksfælleskab.

Jeg fik at vide at jeg skulle sende nogle værker ind til censur og så ville medlemmerne kigge på det til deres næste møde. På det tidspunkt havde jeg købt en bunke gamle olmerdugs dyner med masser af fjer inden i og da jeg boede på landet, var det ikke noget problem at rense dem ude på en stor mark bagved huset. Nu var jeg jo flyttet tilbage til København i en lejlighed på Frederiksberg og jeg havde et fandens mas med at finde et sted, hvor jeg kunne skrabe alle disse pragtfulde gamle stribede dyner rene for dun og fjer. Bagefter skulle de jo også vaskes og jeg har da også brændt flere vaskemaskiner af på den konto.

Men jeg syede da en lille samling af børne og voksen olmerdugsveste med teddybearfor og jeg blev inviteret inden for i varmen og jeg var super glad og lettet............nu kunne jeg komme i gang med at tjene nogle penge og få dagligdagen til at fungere.

Det var så fantastisk tilfredsstillende at have fulgt en proces til dørs, en kreativ proces fra idé til det fuldt færdige resultat og så tage frakken under armen og bringe den ind til butikken og vente på den blev solgt.

Der var rigtig meget købmandskab og kontant afregning over processen, når det gik godt, men der kom så sikkert som Amen i kirken andre stunder, hvor jeg ikke solgte noget og så var den pinedød gal.

Op og ned i en bestandig følelsesmæssig bølgegang.

Jeg gik i banken og lånte 20 000 kr som startkapital og købte mig den dyreste Bernina industri symaskine jeg kunne opdrive og så kastede jeg mig direkte ud i at sy fastelavnstøj for det var på den tid af året, de fineste små lyseblå garderhusar gallajakker og da ugen var omme havde jeg solgt rub og stub.

Sådan var begyndelsen.

Jeg var helt på det rene med hvilket svineheld det var at jeg havde fundet frem til et fællesskab, som ikke blot inviterede mig indenfor men også havde gjort hele forarbejdet for mig hvad angår presse og position, som vel nok Københavns første kollektiv butik, jeg skulle altså ikke selv til at banke en butik op og blive kendt, hele forarbejdet var gjort.

De næste 13 år kan jeg med sikkerhed sige levede op til min gamle Christianshavnerdrøm fra den første svære tid under skilsmissen.

Jeg fik en stor gammel herskabs lejlighed, hvor jeg indrettede mit værksted, mit hus levede jeg var hjemme når ungerne kom fra skole og havde aldrig problemer med syge børn, som skulle passes. Det var sådan jeg ønskede det men prisen var en usikker og svingende økonomi. Når jeg tænker tilbage på de år, så fatter jeg ikke at jeg kunne gennemføre en hverdag med børn i privatskole, rengøringshjælp, bil og selskabelighed. Jeg kan selvfølgelig godt indvende, at jeg altid arbejdede men det var jo af lyst og jeg kan ikke tælle de aftener ved 23 tiden, hvor jeg lænede mig tilbage fra symaskinen, tændte en cigaret, kiggede på den frakke, som hang færdig på bøjlen og som jeg var begyndt på kl 9 samme morgen.